En naturlig deo jeg går tilbage til igen og igen

Jeg har aldrig gjort mig så meget i at lave nytårsfortsæt, men det er det her vel på en eller anden måde. Jeg prøver at se om jeg ikke kan få gang i bloggen igen 😉 Jeg ved at der er nogle stykker af jer derude i hvert fald der savner lidt anmeldelser og bare mine indlæg generelt, fordi I har løbende skrevet til mig og jeg savner at sætte mig ned og nørde indholdsfortegnelser og ingredienser så lad os se om jeg ikke kan få gang i bloggen uden at det skal stresse mig?

De sidste 3-4 år har jeg brugt naturlige deodoranter uden aluminimum og har efterhånden prøvet mange forskellige, men ikke rigtig fundet den rette. Der er alligevel én som jeg ofte vender tilbage til fra det svenske mærke Aurelia. Jeg gav deres Botanical Cream Deodorant et forsøg og efter at have brugt tre krukke op af denne velduftende perbermynte deodorant så må jeg indse at det er deo der kan noget særligt og som jeg gang på gang vender tilbage til.

Aurelia Botanical Cream Deodorant er en naturlig, aluminiumsfri deodorant. Ja og virker den, tænker du så? Det er fint at den er naturlig og uden aluminium, men kan den også holde mine armhuler fri for sved og svedlugt? Jeg vil vove at påstå at det kan den godt. Den har mange fans og har også vundet et par priser og er bestemt en af mine favoritdeodoranter.

Den er på krukke hvilket kan være lidt mærkeligt i starten. Jeg bruger en lille spatel til at tage den mængde op som jeg skal bruge. Den har en creme-til-pudder-konsistens, hvilket vil sige at når den er i krukken er den som en hård creme, og når man så tager den på fingerspidserne og smører den i armhulerne så smelter cremen lidt og bliver til noget der kan minde om pudder. Deodoranten er plantebaseret og indeholder bl.a. antomikrobiel pilerod, kaolin, shea smør, tea tree-, pebermynte-, hybenkerne- og jojobaolie. Derudover så indeholder den mælkesyrebakterier som er det nye sort i skønhedsverdenen 😉

Sheasmør fugter huden og tea tree-, eucalyptus- og pebermynteolie har antiseptiske og antibakterielle egenskaber som sørger for at holde svedlugten væk.

Aurelia Botanical Cream Deodorant, indeholder 50 g, koster 195 kr og kan bl.a. købes i Magasin. Et lille tip er at købe den når Magasin holder sine Beauty Days hvor man sparer -20% på rigtig mange mæsker i Beautyafdelingen. Så hold øje og køb en krukke eller to når den er på tilbud 😉 På krukken står der at ved daglig brug kan den holde i op til 6 måneder. Det er nok meget godt at de har skrevet “i op til”, fordi min krukke holder altså ikke så længe, jeg vil nærmere sige 3-4 måneder.

Billedet er lånt af: Real Skin Care indtil jeg får gang i mit kamera igen, da jeg er lidt ude af træning mht. fotografering og redigering af billeder.

Klik her, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

 

 

Sådan undgår du svedlugt

Tænker du nogensinde på at dine armhuler har brug for fugt og pleje? Nej vel? Til gengæld lugter vi til dem af og til og vi gør alt for at undgå sved og svedlugt. Men ved du egentlig hvad din deodorant indeholder? Og ved du at det du smører på dine armhuler går direkte i blodbanen? Altså du dør ikke af det på stedet, men er der nogen grund til at smøre sig med giftige ting? Mange af os spiser økologisk og går op i miljøet osv. men er det så ikke også værd at tænke over hvad man smører sig med i armhulen, når nu det går direkte i blodbanen? Det synes jeg i hvert fald er værd lige at tænke over en ekstra gang.

Faktisk er vores armhuler et af de mest følsomme områder på vores krop og de har brug for både fugt og pleje. Vores armhuler består af nerver og lymfeknuder, der absorberer ingredienserne i vores deodoranter direkte ind i vores kapillærer, dvs. direkte i blodbanen. Huden i vores armhuler er også tyndere end på resten af kroppen og den får sjældent sollys, hvilket gør den ekstra følsom.

Ud over at skifte din deodorant ud med en naturlig deo så er der også andre ting du kan gøre for at undgå sved og svedlugt:

Stimuler lymfevævet i armhulen:

Det er vigtigt at stimulerer lymfevævet i armhulet. Det er noget man selv kan gøre ved at massere sine armhuler. En blid massage stimulerer lymfevævet og øger vores immunforsvar. For at tilføre armhulen fugt kan man anvende en creme uden parfume eller eksempelvis kokosolie. Det er bedst at gøre om aftenen, efter et bad når huden er helt ren og man ikke har brugt deodorant. Vask eller tør cremen/olien af når du er færdig.

Vask din deodorant af:

Det er en god idé at gå i bad om aftenen og vaske sin deodorant af inden man skal sove, så vores svedkirtler kan få lov til at arbejde, det gør de ved at svede og så kan huden i armhulerne også få lov til at slappe af og ånde frit.

Slip af med mørke og misfarvede armhuler:

Jeg har i perioder oplevet mørke og misfarvede armhuler. Det kan være pga. døde hudceller eller forkert brug af deodorant. Vores armhuler danner og frastøder døde hudceller hele tiden og bliver de ikke hjulpet væk, bliver de siddende og danner mørke pletter. Sved kan også blive siddende i de døde hudceller og lugte. Ved at bruge en vaskeklud og forsigtigt skrubbe armhulerne når du er i bad fjerner du de døde hudceller.

Klik her, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

 

 

 

 

Det der med at være perfektionist er ikke altid en fordel

Mit største problem er at jeg er perfektionist. Jeg har det seneste års tid skrevet mange blogindlæg, men kun få af dem er blevet udgivet, fordi jeg simpelthen ikke har været  tilfreds med indholdet.  De skønhedsprodukter som jeg gerne vil skrive om har efterhånden hobet sig op  i stakkevis. Så jeg tog en beslutning om at få ryddet op i skuffer og skabe og bar emballage ned i kælderen forleden dag. Jeg bliver simpelthen stresset af at hver gang jeg trækker en skuffe ud, så ligger der æsker fra cremer og andre produkter, som jeg gerne vil skrive om, men ikke helt kan tage mig sammen til at gøre det. Og jo længere tid der går jo sværere bliver det.

 

Jeg har næsten glemt alt det jeg ved om html sprog (det bruger man meget når man har en blog 😉 Jeg føler heller ikke at jeg er så god til at formulere mig kort og præcist på skrift, som jeg har været før i tiden. Kort sagt så er jeg ude af træning og dét bliver jeg  nødt til at gøre noget ved. Fordi at det at blogge har faktisk mange ligheder med eksempelvis yoga, det kræver en daglig praksis og jeg er i den grad ude af træning. Min bærbare blev repareret for et halvt år siden så hvorfor jeg bliver ved med at finde på alle mulige undskyldninger og ikke bare kommer igang med en af de ting som jeg elsker aller mest, nemlig at blogge og den ping-pong jeg har med jer, mine skønne læsere, ja det det ved jeg ikke. Men når jeg trykker “udgiv” på dette indlæg, så håber jeg at jeg får lidt ro i sjælen. Så er der kun tilbage at krydser fingrer for at jeg kan fortsætte den gode stil og finde tilbage til rutinen med at få skrevet en masse indlæg. Selvfølgelig kun hvis jeg har noget på hjertet, at skrive bare for at skrive vil jeg ikke. Jeg savner at skrive, det gør mig glad at dele min viden med jer og ikke mindst at undersøge og recherche de ting som jeg ikke ved og gerne vil blive klogere på. Bloggen har også ofte fungeret for mig som en form for terapi, især mens jeg var sygemeldt med stress. Jeg kunne komme ud med mine frustrationer og dele dem med andre. Jeg blev overrasket over hvor mange af jer på den anden side af skærmen der kunne relatere til mine personlig indlæg og det rørte mig meget.

I mandags var til et foredrag med Annette Kristine Poulsen, som mange af jer nok kender fra
Beauty Space, fra Børsen eller fra Godmorgen Danmark. Annette bliver inviteret til at holde fordrag om hvordan man får superhud med jævne mellemrum rundt omkring i landet og jeg kan varmt anbefale jer at tage et til af dem. I mandags var det det Islandske mærke Bioeffect der havde inviteret hende til at fortælle om hud i Magasin i København. Jeg har været til det omkring 4-5 gange før, men jeg elsker simpelthen Annette og hendes skønne energi. Hun er et fantastisk menneske og et af mine aller største forbilleder herhjemme og så deler vi den samme passion for skønhedspleje. Jeg skrev som altid Annettes guldkorn ned og da jeg kom hjem gik jeg straks igang med dette indlæg og en plan for hvordan jeg får skrevet de indlæg færdigt, som jeg har haft i støbeskeen længe.

Klik her, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

Hvor hårdt ord kan ramme én

For nogle uger siden var jeg til fødselsdag, og med fare for at min veninde måske læser indlægget her, så vil jeg med det samme sige, at jeg hyggede mig. Det var dejligt at møde hendes venner og jeg havde en god aften. Jeg nød at gøre mig klar og gøre lidt ekstra ud af min make-up, glatte mit hår (hvilket ellers sker meget sjældent) og tage en lidt mere elegant kjole på, end jeg normalt ville have taget på i byen. Stiletterne måtte desværre blive hjemme, da jeg et par dage forinden havde været hos kiropraktor, fordi jeg havde lidt af hovedpine og spændinger i nakken tre uger i streg.

 

Jeg havde som sagt en hyggelig aften. Jeg fik talt med nogle nye mennesker, fordi jeg kendte ingen til festen ud over min veninde. Men desværre så gik der ikke lang tid, før der var en der sagde nogle ting som ramte direkte i min akilleshæl og blot en halv times tid efter var der en anden fyr som sagde nogle ord og gav mig et blik der gjorde lige så ondt. Min veninde arbejder i en stor virksomhed med en masse smarte businesstyper og hendes venner samme type mennesker. På et tidpunkt i løbet af aftenen sad jeg og talte med en rigtig flot fyr, men jeg fandt hurtigt ud af at vi desværre var to vidt forskellige mennesker. Han spurgte mig hvad jeg laver til daglig og jeg sagde at jeg er studerende. Han kigge undrende på mig og spurgte mig hvor gammel jeg var? 28. Så rullede han nærmest med øjnene og sagde: “Og du er stadig studerende?”. Det bliver bedre endnu. Så ville han gerne vide hvad jeg læser og når jeg svarede fransk, så kunne jeg godt se opgivelsen i hans øjne. Han behøvede ikke sige noget, jeg vidste godt hvad han tænkte. Han havde selv en eller anden økonomiuddannelse og var typen der mener at humaniora ikke kan bruges til noget. Jeg kunne ikke bare gå min vej, så jeg fortsatte med at tale lidt med ham og da muligheden bød sig tog jeg min taske og gik ud på toilettet. Jeg havde brug for et øjeblik for mig selv. Tage en dyb vejtrækning og prøve at tænke at jeg skulle være ligeglad med ham. Han ved ikke hvilke ting jeg har kæmpet med og hvor langt jeg er kommet. Ved toilettet mødte jeg en en anden fyr, som jeg havde talt lidt med tidligere. Også han spurgte mig efter kort tid hvad jeg laver og kiggede fordømmende på mig da jeg sagde jeg var studerende. Han sagde med det samme, “Lad mig gætte, du er 28?”.

Heldigvis gik der ikke længe før de andre skulle være i byen og jeg skulle hjem. Men på vejen hjem kunne jeg ikke andet end at tænke over deres ord og tårerne trillede ned ad mine kinder. Ja, jeg er 28 og skal til at starte på mit andet semester på uni. Men jeg har læst noget andet før, været sygemeldt, haft en depression, angst, stress og haft aller mest lyst til at tage mit eget liv. De skulle bare vide hvor meget jeg har arbejdet med mig selv for at komme dertil hvor jeg er i dag.

Jeg ved at der er nogle af jer på den anden side af skærmen der kæmper eller har kæmpet med de samme ting som jeg. Angst, depression, stress mm. det er nogle svære emner at tale om med folk der ikke selv har prøvet det og jeg har før delt ud af mine tanker og har føler at jeg igen er klar til at dele mine inderste bekymringer og frustrationer med jer. Men vigtigst af alt så vil jeg prøve at komme med nogle gode råd til hvor man kan søge hjælp og hvordan man selv kan ændre på dårlige vaner mm. for at få det bedre.

 

Knus

 

Anmeldelse: Dior Lip Glow Color Reviver Balm

Dior Lip Glow Color Reviver Balm er gået hen og blevet en af mine yndlings læbeprodukter. Jeg bruger sjældent andet end en helt almindelig læbepomade til mine læber. Men yndlings er en fra Caudalie, som jeg faktisk ikke har nævnt på bloggen før, den må jeg skrive om snart. Jeg bryder mig ikke rigtig om lip glosses. Jeg synes at de giver sådan en lidt ubehagelig klistret fornemmelse på læberne. Læbestift bruger jeg meget sjældent, tror ikke at jeg er voksen nok til den slags endnu. Måske det er noget der bliver mere naturligt for mig når jeg passerer de 30? Haha.. der er heldigvis et par år endnu.

I vinters lancerede Dior to nye udgaver af deres populære Lip Glow lip balm; 10 nye farver i en mat udgave og en “holographic” udgave.

Jeg fik en holografic glow lip balm i gave af en fyr jeg datede lidt efter de var blevet lanceret og havde egentlig troet at den bare ville ende i min make-up skuffe sammen med alle de andre lip glosses og læbestifter som jeg ejer. Eftersom jeg ikke er fan af at male mine læber hverken nude, rød eller andre farver så havde jeg ikke regnet med at jeg ville bruge den her lip balm mere end én gang eller to. Men så var det at jeg fandt ud af hvor godt et produkt Diors Lip Glow er. Wauw siger jeg bare! Jeg har tidligere lavet en anmeldelse af Clarins’s Daily Energizer Lovely Lip Balm som kanlæses her. Det har i mange år været min absolut yndlings læbepomade som oven oven i købet giver lidt farve til læberne.

Diors Lip Glow Color Reviver Balm er en læbepomade som tilfører læberne fugt og lidt farve. Den er lavet på en en speciel teknologi Dior kalder Color Teviver technology som tilfører læberne lidr farve. Diors Lip Glow Color Reviver Balm findes i mange forskellige farver og som sagt så lancerede Dior 10 nye nuancer i vinters. Så der er noget for enhver smag og den findes både i en udgave med lidt “glimmer” dvs. på engelsk kalder man det holographic glow, jeg er ikke helt sikker på hvad vi på dansk vil kalde det, og i en mat udgave.

Hemmeligheden i dette læbeprodukt ligger i at det er en perfekt blanding af make-up og pleje til læberne. Som sagt så har Dior brugt en speciel teknolgi som de kalder for Reviver’ technology. Lidt ligesom lipbalmen fra Clarins så går læbepomaden ind og ændre farve alt efter læbernes pH værdi og derfor bliver farven på ens læber individuelt alt efter læbernes pH-værdi. Dios Lip Glow Color Reviver Balm indeholder mangosmør som tilfører læberne fugt og Dior mener at læberne forbliver fugtet i 24 timer, det tror jeg er noget der kan diskuteres, men når jeg bruger lip balmen føles mine læber dejligt gennemfugtede i hvert fald.

Alt i alt et produkt jeg er super tilfreds med og selvom det koster 280 kr så synes jeg at det er hver en øre værd og jeg kan godt finde på at købe det igen. Et lille budget tip, hvis man synes at det er mange penge at smide efter en læbepomade med lidt farve så kan købe ELF’s Lip Glow der koster 85 kr. hvilket er betydeligt mindre og minder utrolig meget om Diors Lip Glow. ELF sælges i Bilka, Føtex og på ELFs egen hjemmeside og hvis man vil læse en anmeldese har min søde bloggerkollega lavet en anmeldelse af begge produkter som kan læses her.

Klik her, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.